Nyheds- og tilbudsmails: Go eller no-go for danske forbrugere?

Mange virksomheder benytter sig af markedsføring via nyheds- og tilbudsmails, fordi det er en hurtig og billig måde at nå ud til kunderne. Men hvad mener forbrugerne om det?

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget på vegne af Deloitte, modtager den gennemsnitlige danske forbruger nyheds- og tilbudsmails fra 10 forskellige virksomheder.

Det tyder derfor på, at forbrugerne er glade for at modtage nyhedsbreve og tilbud pr. mail.

”Tilbuds- og nyhedsmails har i flere år været i hastig vækst som den foretrukne markedsføringskanal. For forbrugerne er det en let måde at holde sig ajour med produkter, man holder af. For virksomhederne er det en hurtig og billig adgang til de mest købevillige kunder,” fortæller Peter Mølkjær, som er forbrugerekspert hos Deloitte.

Dalende popularitet hos de unge
Det er dog ikke forbrugere i alle aldre, der er lige glade for at modtage denne type mails fra virksomheder. De unge i undersøgelsen modtager nemlig færre nyhedsmails, og det kan være et tegn på en tendens.

”Ser man på den 40-49-årige, modtager de i gennemsnit e-mails fra 12 forskellige virksomheder. Det tal falder til ni for de unge under 30 år. Det kan synes at være en lille forskel, men det er et tydeligt tegn på, at mange unge vælger e-mailen fra. Det er en tendens, der forventeligt vil forstærkes,” siger Peter Mølkjær.

Selvom fremtiden for nyheds- og tilbudsmails muligvis ser sort ud, findes der heldigvis nye metoder at nå frem til sine kunder på.

”I dag findes allerede avanceret teknologi, der gør brug af mobil lokationsdata for at nå forbrugerne, hvor de rent faktisk befinder sig, ikke bare, hvor de bor. Dermed kan man lave skræddersyede tilbud på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Det kræver dog stadig, at forbrugerne er villige til at dele deres data, så der skal være en gulerod i den anden ende,” slutter Peter Mølkjær.

Så mange nyheds- og tilbudsmails modtager danskerne
Ingen: 9%
1-4: 18%
5-9: 34%
10-14: 22%
15-19: 5%
20 ->: 12%

Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Deloitte og er baseret på svar fra 796 repræsentative respondenter over 18 år.

Kilde: RetailNews

Skriv en kommentar

Navigate