Inspirationstur til Berlin III: Customization

Forbrugerne er vilde med at sætte deres eget præg på produkter. Læs her om fire koncepter i Berlin, der alle har customization og kundeoplevelser som omdrejningspunkt.

Det er vigtigt for os, at vi hele tiden har fingeren på pulsen, derfor har vi netop været i Berlin på Retail Tour med Retail Institute Scandinavia for at suge inspiration til os i byens mange inspirerende butikker og koncepter.

Over de sidste par uger har vi bragt billeder og beskrivelser af koncepter, som vi fandt ekstra inspirerende. I dette tredje og sidste indlæg handler det om customization og inddragelse af forbrugerne i tilblivelsen af produkterne, hvilket er med til at opbygge brandloyalitet og give forbrugerne en følelse af, at de får et unikt produkt. Samtidig er koncepterne herunder alle eksempler på brands, der har taget skeen i egen hånd og er gået detailvejen.

Læs det første indlæg om Minimalisme her og det andet om teknologi i butikkerne her.

Magnum
Forbrugerne er vilde med at være med til at sætte sit eget præg på en vare. Den trend drager isproducenten Magnum nytte af. Magnum har de seneste år åbnet pop up-butikker i sommerperioden i flere store byer rundt om i verden, og nu er det også blevet til en af slagsen i Berlin.

I Magnum-butikken i Berlin kan isglade forbrugere selv customize deres egen is ud fra forskellige typer chokolade, pynt og drys. Magnum lægger herefter op til, at man deler sin flotte, ‘hjemmelavede’ is på de sociale medier, hvilket har været populært.

Rittersport
Det bliver i chokoladens verden i Rittersport-butikken i Berlin. Den toetagers store butik er fyldt med Rittersport i alverdens størrelser og smagsvarianter.

Udover at man kan vælge mellem allerede eksisterende varianter, er det desuden muligt at lave sin helt egen plade Rittersport ud fra forskellige valgmuligheder. Og mens du venter på, at din chokolade størkner, kan du jo passende tage en tur gennem chokoladens historie fra bønne til plade i butikkens lille ‘museum’.

Læg desuden mærke til, hvordan en søjle i butikken fint er blevet camoufleret med en stor stak Rittersport (midterste billede).

Nike Store
Som nævnt i det foregående indlæg, har Nike Store i Berlin dedikeret et område af butikken til det såkaldte NikeID.

Med NikeID kan forbrugerne prøve den skomodel, de ønsker, i butikken, og dermed blive sikre på størrelser og pasform. Herefter kan skoen customizes med farver og påsyede detaljer via computere i butikken, hvor personale står klar til at vejlede og hjælpe.

Når skoene er bestilt online bliver de specialproduceret og sendt direkte hjem til kundens private adresse.

Audi City
Audi City ligger midt på Kurfürstendamm i Berlin. Her kan du ikke se, røre og prøve en masse forskellige modeller. I stedet er der lagt vægt på teknologi og customization.

Via skærme rundt om i butikken kan du ‘bygge’ din egen Audi. Du vælger først en model, som du så kan ændre og vælge farve, interiør og ekstraudstyr til.

Herefter kan du se den i aktion i forskellige piktoreske situationer på en af butikkens store vægskærme, og så kan du naturligvis bestille bilen fra skærmen også, når du er tilfreds med dens udseende og udstyr.

Skriv en kommentar

Navigate