De fire største forbrugertrends i 2017

Vi har netop sagt farvel til 2016 og goddag til 2017. Men hvad bringer det nye år af forbrugertrends? Her er fire store trends fra det forgangne år, som kun bliver større i 2017.

Hvert år gennemfører analysevirksomheden Euromonitor International en omfattende undersøgelse med forbrugere fra hele verden.

Undersøgelsen er foretaget i 2016 og udpeger adfærd og en række trends blandt forbrugerne. Her er fire trends, som havde betydning i 2016 og som kun forventes at blive endnu større i 2017.

Mobile first
Det kan efterhånden ikke komme som en overraskelse, at forbrugere i stigende grad inddrager deres smartphones i flere og flere aspekter af dagligdagen. I 2016 steg andelen af husstande, der har en smartphone til 58% på verdensplan mod bare 20% i 2011.

Det giver derfor sig selv, at tilbyder man som virksomhed ikke mobilvenlige services, risikerer man at miste sine forbrugere og dermed indkomst. Så er du en af dem, der ikke endnu ikke har mobiloptimeret dine services eller tænkt i mobile first, så er det med at komme i gang.

Det grønne valg
Klimaforandringer, miljø og bæredygtighed fylder rigtig meget i medierne og dermed i forbrugernes bevidsthed, og adspurgt er det også områder, der vægtes højt hos forbrugerne.

Alligevel viser Euromonitors undersøgelse, at når forbrugerne skal have pungen op af lommen, er de mere villige til at betale ekstra for produkter, der har direkte indflydelse på dem selv og deres eget helbred, såsom økologiske produkter, end produkter, der er gode for miljøet, som for eksempel genanvendelige og miljøvenlige produkter. Det er derfor en fordel at understrege de personlige fordele ved dit produkt.

De rigtige ingredienser
Forbrugerne er som aldrig før bevidste om, hvad de produkter, de putter i munden, indeholder. I 2015 undgik 35% af forbrugerne fem eller flere fødevarer, et tal, som steg til 53% i 2016. Blandt andet er gluten, laktose og sukker i stigende grad udskældte.

Som madproducent, restaurant eller detailhandler kan du fange det voksende segment af selektive forbrugere ved at tilbyde produkter, der gør det nemt for dem at tilberede eller spise et måltid, der følger deres diæt og overbevisning.

At finde balancen
Nutidens forbrugere har travlt og føler sig pressede til at få mest muligt ud af den sparsomme tid, de har. Derfor udnytter flere og flere forbrugere teknologi og apps til at udføre opgaver, der kan købe dem mere tid.

De virksomheder, der har succes med at fange denne type forbrugere, er virksomheder, der formår at skelne mellem aktiviteter, som forbrugerne nyder og dem, der bare er besværlige og hverdagslige og hjælpe forbrugerne med at klare eller outsource sidstnævnte.

Kilde: Euromonitor International

Skriv en kommentar

Navigate